Årsagen til, at livet er meget sjovere, når vi ikke længere prøver at være perfekte.

“The thing that is really hard, and really amazing, is giving up on being perfect and beginning the work of becoming yourself.”

Et opdigtet "jeg" i en opdigtet historie.
Inspireret af mine omgivelser.

"OH , MY GOD". sagde Melissa. "Jeg har glemt at barbere mit venstre ben!"

Melissa og jeg delte sæde i bussen, på vej til stranden med vores afgangsklasse, et par uger før de endelige eksaminer - og Melissas opdagelse chokerede mig.

Et ubarberet ben. Det forekom mig på dette tidspunkt ekstremt skandaløst!

Havde det været mig, som havde glemt at barbere mine ben, så ville jeg havde beholdt mine træningsbukser på hele dagen, snarere end at offentliggøre min pinlige fejltagelse.

Melissa, på den anden side, delte ikke kun hendes bommert med mig, men hun råbte det højt i hele bussen. Hun grinte helt vildt af det og inviterede alle andre, til at grine af det også.

Jeg var forfærdet.

Men jeg var også fascineret. At en person bevidst ville henlede opmærksomheden mod hendes fejl og mangler - og endda grine over det! Ydmygende? ja, men også interessant.  

Det var varmt på stranden den dag. Mine velbarberede ben var nøgne, men jeg havde glemt at pakke en t-shirt med i min taske - og fordi jeg var forlegen over, at min mave ikke var flad som en pandekage, så beholdte jeg min store hættetrøje på.

Baner af sved rullede over mit ansigt og ned af min overkrop - men GUD FORBYDE, at jeg udstillede min uperfekte krop.

Men i mellemtiden tilbragte Melissa hele dagen med at grine, spille vollyball, splaske sig i bølgerne og fuldstændig ubekymret, om sit behårede venstre ben.

Kan du gætte, hvem der havde det sjovest?

Man skulle tro, at denne oplevelse ville have lært mig noget. Men før jeg endelig ville kunne give slip på perfektionisme og begive mig ud i, at være fuldstændig mig selv, med alle mine fejl og min uperfekte glans, så vil jeg bruge årtier, hvor jeg ville ødelægge mig selv for ikke at være perfekt.

På en eller anden måde var jeg overbevist om, at jeg ikke var værd at elske, hvis jeg ikke var perfekt. Så jeg befandt mig i en meget ond cirkel, hvor jeg stræbede efter perfektion. For hver gang jeg fejlede, som i øvrigt var garanteret, slog jeg mig selv oveni hovedet for at være en fiasko. Og hurtigt derefter påbegyndte jeg min håbløse kamp mod perfektion igen.

Igennem mine teenageår, var jeg på jagt efter den perfekte krop, som resulterede i  en spiseforstyrrelse, som jeg omhyggeligt holdte hemmeligt for omverdenen, for ikke at afsløre mine fejl.

I gymnasiet var intet mindre end et 10 tal acceptabelt. Glæden ved at lære noget nyt, forsvandt i takt med den konstante bestræbelse efter det perfekte karaktergennemsnit.

I mellemtiden skjulte jeg mit sande jeg i mine forhold - i frygt for at ingen ville elske mig, hvis de så mit uperfekte jeg.

Utroligt nok lykkedes det mig, at finde en fast kæreste. Men med min ustyrlige og sygelige jagt efter perfektion, så hjalp det mig til, at forblive i fornægtelse om det faktum, at selvom vi elskede hinanden, så blev forholdet bygget på et usikkert fundament.

Da jeg afsluttede gymnasiet, fik jeg en stor passion for at fremstille kunst. Men glæden jeg oplevede, når jeg fremstillede, blev hurtigt overhalet af elendighed, fordi intet af det jeg fremstillede, var godt nok. Med tiden virkede det bare meget nemmere, slet ikke at fremstille kunst overhovedet. Jeg blev lammet af perfektionisme. 

...................................................................................

Kan du genkende dig selv, på nogle af disse områder i historien?

Der er rigtig mange der ser selv-accept som en laaang og snoet sti, komponeret at tusinde små baby skridt.

Men ved du hvad? Det er slet ikke så uoverskueligt, som man skulle tro. Det ér muligt, at kunne grine af sig selv og sine uperfekte sider. Er det ikke lidt mere behageligt, at kunne grine af sine fejl i stedet for hele tiden og skjule dem? 
Årh. Jeg bliver helt træt af tanken om, at skulle skjule sine fejl hele tiden.

Men babyskridt er da en begyndelse? En begyndelse til, at tilgive dig selv for dine fejl og mangler. Tro mig, det er langt bedre end at fortsætte med at slå dig selv oveni hovedet. Det er en meget mere behagelig måde at leve på.

Baby skridt er langt sjovere, end at forsætte ned at den onde sti. I takt med de små skridt, bliver du til sidst befriet fra den forkerte overbevisning, om at det KUN er hvis du er perfekt, at du vil være egnet og fortjent til kærlighed og glæde.

At give slip på forsøget, mod at blive perfekt, tager lang tid. Og i første omgang kan det godt føles lidt som om, at det er en overgivelse - som om du giver op. Men prøv, at tænk på alle de mennesker, du elsker allermest i dit liv…. Der er ikke én af dem der er "perfekte", uden fejl og mangler, er der? Du forventer ikke, at de skal være perfekte…. Hvorfor skal du forvente noget andet af dig selv?

Når du stopper forsøget, mod at blive perfekt, så opdager du til din store overraskelse, at jo mere du tillader dig selv at være dig, at være glad og tilfreds - jo mere tiltrækkende vil du fremstå overfor andre mennesker! 

 

Der er ingenting galt, i at forbedre sig selv. Men sandheden er, at ingen af os er - eller endda kan
håbe på at blive - perfekte. Vi kan stræbe efter dygtighed, storhed og forbedring. Men at insistere på perfektion, kan kun føre til skuffelse og ulykkelighed.

Den eneste ting, vi nogensinde kan håbe på at blive perfekte til, er at hvile i vores ufuldkommen og vidunderlige jeg.

Hvis du har siddet fast i en perfektionistisk cyklus, hvad er dit næste skridt så mod at trykke på pauseknappen?

At give afkald på at være perfekt er svært. Og arbejdet, imod at blive 100% sig selv, er hårdt. Men gevinsten derimod er i sandhed helt fantastisk og den vil fortsætte med, at høste alle fordelene af sig, resten af dit liv.